Fortsæt til indhold
Indland

Nye huskøbere har fundet et smuthul til at undgå højere skatter

Jacob og Caroline Egemose Høgfeldts kommende ejendom steg pludselig med mange mio. kr. Nu er jagten på at undgå at betale skat af en grundværdi, som både parret og en ejendomsmægler anser for at være sat alt for høj, blevet indledt.

En række danske huskøbere er allerede på vej ind i en økonomisk klemme som følge af de nye ejendomsvurderinger, som skatteministeren selv har kaldt for »helt til Månen«.

Imens forsøger både ejendomsmæglere, advokater og klemte huskøbere at finde veje til at opnå en skatterabat og undgå at betale skat af de grunde, som pludselig er steget med mange tusinde procent og til meget mere, end ejendommene kan sælges for.

Det unge ægtepar Jacob og Caroline Egemose Høgfeldt i det vestlige Aarhus er to huskøbere, som er ramt af, at Vurderingsstyrelsen har hævet en grunds værdi med mange mio. kr. De står nu med en foreløbig værdistigning, der i 2024 kan udløse en markant højere skat på flere tusinde kroner.