Fortsæt til indhold
Indland

Mandag skydes forsøg med roadpricing i gang

Forsøg skal klarlægge, hvilken metode der virker – og ikke virker – hvis der i fremtiden indføres roadpricing i Danmark.

Første step i et omfattende forsøg med såkaldt roadpricing herhjemme skydes i gang mandag.

2.200 danskere vil ved hjælp af en forsøgsapp i en periode betale en fiktiv vejafgift ved enten et kilometer- eller minutbaseret afgiftssystem udviklet af Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med Sund og Bælt.

Roadpricing dækker over, at bilister betaler et beløb for at køre på vejene. Formålet er, at få flere til at vælge andre former for transport og dermed færre biler på vejene.

Forsøget, som ifølge DR indledes med de første test mandag, vil tage udgangspunkt i de fire byer: Aarhus, København, Odense og Aalborg.

Byerne vil være inddelt i to zoner: en forstadszone og en byzone, hvor det i myldretrafikken vil være dyrere at køre, mens man i døgnets resterende timer vil ”betale” en lavere takst. Derudover vil der blive indført en national zone for resten af landet.

Appen registrerer, hvor mange kilometer forsøgsdeltagerne kører dagligt og trækker så et tilsvarende beløb fra et fiktivt månedligt budget.

Nogle deltagere trækkes efter antal kilometer, de har kørt i zonen, mens andre trækkes efter tid. Netop de forskellige metoder skal de næste tre år gøre forskerne klogere på, hvilken metode som eventuelt vil være bedst.

Resultaterne forventes at være klar i 2025.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har flere gange slået fast, at regeringen ingen aktuelle planer har om at indføre roadpricing, men vil samtidig ikke udelukke en form for roadpricing i fremtiden.

Få overblikket over priserne i de fire byer her: