HR-chef i Frederiksberg Kommune har sagt op efter seksuel krænkelse
Birgitte Rømer stopper som HR-chef i Frederiksberg Kommune, efter krænkende oplevelser fra kollega.
HR-chef i Frederiksberg Kommune Birgitte Rømer har valgt at fratræde sin stilling.
Beslutningen sker, efter at en kollega har udsat hende for ”krænkelse af seksuel karakter”.
Det skriver hun i et opslag på LinkedIn ifølge Berlingske.
- Årsagen er, at jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter – begået af en person jeg indgik i en magtrelation med – og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling, skriver hun på LinkedIn ifølge Berlingske.
Beslutningen havde ifølge Birgitte Rømer været svær og længe undervejs, men også nødvendig for at tage ”medansvar for, at sådanne handlinger ikke forties, selv om det kan føles som det mest komfortable”.
- Men den (krænkelsen, red.) gjorde mig syg – og jeg kan hverken som privatperson eller som HR-chef fungere i en organisation, hvor en sådan handling tolereres og understøtter en uacceptabel kultur, skriver hun.
Frederiksberg Kommune har i en udtalelse på kommunens hjemmeside undskyldt og udtalt, at den tager sagen meget alvorligt.