Fortsæt til indhold
Indland

»Er jeg virkelig i Danmark?« Fiskefænomen fascinerer i Øresund

Bestanden stiger efter mere end fem årtiers fravær fra danske farvande.

De kan veje op til 700 kilo og svømme mellem 70 og 80 kilometer i timen.

Den atlantiske tun, også kaldet blåfinnet tun, har været et sjældent syn i Danmark de sidste 50 år. Faktisk er de først de seneste få år begyndt at vise sig igen efter at have været forsvundet siden 1960’erne.

Men nu er de tilbage - og i store stimer.

Det skriver Øresundsakvariet i en pressemeddelelse.

»Jeg troede vitterligt ikke, det kunne blive vildere end sidste år, men det må jeg konstatere, at det er,« lyder det fra marinebiolog og akvariechef i Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen, der indimellem tager sig selv i at tænke »Er jeg virkelig i Danmark?«

Turister på tunsafari

Øresundsakvariet arrangerer tunsafarier, hvor man kan komme på sejltur i Øresund, og måske være heldig at se de store tun, der er artens største, mens de springer og plasker i vandoverfladen i jagten på hornfisk, makrel og sild.

Ifølge Øresundsakvariet så de på flere af tunsafari-turene i sidste uge flere hundrede tun på jagt.

Og det er en stor attraktion for Øresund, at tunen er kommet så stærkt igen, lyder det fra Jens Peder Jeppesen:

»Turene har vist sig at appellere til både danske, men også i vidt udstrækning de udenlandske turister, som higer efter store oplevelser i den danske natur,« lyder det fra marinebiologen, der forventer en stadig stigende efterspørgsel i de kommende år.

Tips til tunspotting

Ifølge Øresundsakvariet har du bedst chance for at se tunstimerne på jagt mellem august og oktober. Der er størst chance morgen og aften og under så stille vejrforhold som muligt.

»Men også disse råd har sine begrænsninger, idet der i år er set tun springe foran Hornbæk Plantage allerede i juni måned, og adskillige er blevet set over sommeren,« siger Jens Peder Jeppesen.

Og selv om Øresundsakvariet ikke kan stille garanti for, at du ser springende tun, er der gode chancer - og de ser ikke ud til at blive mindre foreløbig, lyder det.

Tun er kendt for at indeholde tungmetaller i højere grad end andre arter. Det skyldes, at tungmetaller ophobes i kroppen, og tunen er en rovfisk, der spiser mindre fisk og dermed også deres tungmetaller. På billedet ses en atlantisk tun i spring med en hornfisk i munden. Foto: Lars Åge Laursen

At den store atlantiske tun er vendt tilbage til danske farvande efter mere end fem årtier, kan skyldes, at der i mange år har været strenge restriktioner for erhvervsfiskeri efter blandt andet tun i Middelhavet.

Ifølge Jens Peder Jeppesen er det sandsynligvis derfor, at de store fisk er i vækst.

»Der er grund til tro at bestanden fortsat vil stige, hvis restriktionerne fortsætter,« siger Jens Peder Jeppesen