Ny form for studenter-fejring får politiet til at løfte pegefingeren: Det er altså ikke lovligt
Både i Aarhus og København går nogle nybagte studenter for vidt, og det får nu politiet til at reagere.
Årets studenter er i fuld gang med at blive fejret, og flere steder sker det bogstaveligt talt med et brag.
Politiet modtager lige nu en del anmeldelser
om ulovlig affyring af fyrværkeri – i flere tilfælde i forbindelse med fejring af de nybagte studenter. Ved Frederiksberg Gymnasium i hovedstaden blev to personer onsdag ramt af fyrværkeri og kom lettere til skade.
Episoderne får nu ordensmagten til at løfte pegefingeren:
»Vi indskærper derfor, at det ikke er lovligt at fyre af på denne tid af året,« skriver Københavns Politi på Twitter, og tilføjer, at man vil have skærpet fokus på affyring af fyrværkeri de næste dage.
»Så ønsk tillykke til de nybagte studenter på lovlig vis, så du ikke risikerer at brænde pengene til en gave af på en bøde i stedet for,« lyder opfordringen.
Østjyllands Politi oplever også, at festerne får lidt for meget gas. Eller rettere krudt.
»Også her i kredsen modtager vi i disse dage flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri fra rundt omkring i de østjyske byer. Husk på, at det først er lovligt at affyre fyrværkeri i perioden fra d. 27. december til d. 1. januar,« skriver politiet på Twitter.
Bomberør og hornet i bund
Både mandag og tirsdag måtte Østjyllands Politi rykke ud til Aarhus Ø, hvorfra der kom flere anmeldelser om larm fra unge, der affyrede fyrværkeri og trykkede bilhorn i bund. Videoer, som TV 2 Østjylland har offentliggjort, viser flere personer – nogle iført studenterhuer – affyre bomberør op i luften.
Indtil videre ser det dog ikke ud til, at studenter-fyrværkeri er et landsdækkende fænomen. Hverken Nordjyllands Politi eller Midt- og Vestjyllands Politi har umiddelbart fået anmeldelser om ulovlig affyring.
»Nogle gange tager det længere tid, før nye trends når ud til os. Men vi håber da ikke, vi får det,« siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.