Fortsæt til indhold
Indland

Det kom frem, da forsvarsminister lagde spørgsmål om genskabte mink-sms'er i graven

Sent mandag aften blev der føjet endnu et kapitel til sagen om de slettede sms'er i mink-sagen.

Kan de omdiskuterede mink-sms’er genskabes, eller er de tabt for altid?

Det var et af de helt centrale spørgsmål, offentligheden fik svar på, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sent mandag aften holdt pressemøde om den spegede sag.

Spørgsmålet er atter blevet aktuelt, efter at B.T i sidste uge kunne afsløre, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) aldrig blev anmodet om at undersøge, om FE kunne genskabe beskederne, og at tjenesten desuden ikke havde lovhjemmel til at gøre forsøget.

Her er fem centrale nedslag fra pressemødet.

1

Sms’er kan ikke genskabes

»De relevante data er blevet slettet. De lå angiveligt et års tid på serveren, men er nu tabt. Selv hvis beskederne kunne genfindes på de relevante servere, så er der angiveligt udfordringer med kryptering, som ville gøre det umuligt at åbne beskederne.«

Sådan lød konklusionen fra forsvarsministeren, da han efter at have orienteret partilederne mødte pressen foran Forsvarsministeriet.

Og selvom der var data tilgængeligt, har Center for Cybersikkerhed under FE afvist, at de kan gendannes. Det skyldes ifølge ministeren, at det er krypteret.

»Jeg er ked af at kunne konstatere, at de data, der har været, ikke er her længere,« lød det fra ministeren.

Hvem, der traf beslutningen om at overskrive dataen, kunne ministeren ikke svare på.

»Jeg er ikke vidende om det,« sagde Troels Lund Poulsen.

2

Vil ikke kontakte Apple

På pressemødet stod det klart, at det eneste strå, der nu kan gribes for at genskabe beskederne, er, hvis Apple skulle have mulighed for at gøre det.

Ministeren blev derfor spurgt om, om han vil kontakte Apple.

»Der er rejst et spørgsmål om Apple. Jeg har ikke ministeransvaret for Apple. Det er en virksomhed, der ligger i USA. Jeg har ansvaret for det danske forsvarsministerium. Der må jeg sige, jeg ved ikke lige hvordan og hvorledes, man kontakter Apple. Jeg har gjort mit yderste for at få afdækket om man her i ministeriet kan få genskabt sms’erne, og det kan man ikke,« lød det.

3

Partier vil have Apple ind over

Flere partier insisterer dog på, at den amerikanske tech-gigant Apple, skal forsøges inddraget.

Det er blandt andre Danmarksdemokraternes retsordfører Peter Skaarup og Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh. Førstnævnte skriver på Twitter, at det er »dybt skuffende, hvis Mette Frederiksens sms’er ikke kan genskabes af FE, fordi Forsvarsministeriet har sovet i timen.«

»Beskederne skal genskabes. Venstre må stå fast: Alle muligheder skal afprøves - herunder at tage kontakt til Apple.«

4

FE manglede lovhjemmel

Selvom B.T allerede i forrige uge kunne fortælle, at FE ikke havde hjemmel til at genskabe sms’erne, blev det bekræftet tirsdag.

»Folketinget blev tidligere oplyst på et lukket samråd om, at der ikke er hjemmel til at se efter data,« sagde Troels Lund Poulsen, og tilføjede, at Folketinget på et lukket samråd blev mundtligt og skriftligt orienteret om hjemmel–spørgsmålet.

5

Beslutningsforslag lever endnu

Inden mandagens sene presseseance, havde et mindretal i Folketinget bestående af SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet og Nye Borgerlige, fremsat et beslutningsforslag om at give FE den nødvendige hjemmel til at genskabe beskederne.

På pressemødet var Troels Lund Poulsen dog ikke ligefrem håbefuld for forslagets formåen.

»Hvis man vedtager beslutningsforslaget, så bliver sms’erne ikke genskabt. De er slettet for altid, sagde ministeren.