Altid undervejs. Altid åben. Altid nysgerrig på egne, avisens og andres vegne

Per Nyholm er undervejs. Også på sin 80-års fødselsdag, som holdes i Ukraine. Virkelyst, nysgerrigheden og begæret efter at vide mere driver ham. Han lader sig ikke nøjes, men vil selv være der selv. Tale med folk, opleve, forstå og fortælle, hvordan den lille historie slynger sig ind i den store. For Per Nyholm er journalistisk ikke et job. Det er en livsform.

»Journalistik handler om at se det virkelige liv på vegne af læserne,« lød det, da han som 78-årig havde skrevet endnu en bog. Denne gang om Ukraine.

Tidligere har Per Nyholm fortalt om Danmark og den danske erindring og ”Europæerne”, fyldige værker med billeder af hans rejsemakker gennem mange år, fotografen Carsten Ingemann. En vinterrejse på Cuba blev til ”Ensomhedens blindgyde”.

Der er få hvide pletter såvel på landkortet som i Per Nyholms viden om historie, klassisk musik, kunst og litteratur. Han begyndte som journalistelev på Kolding Folkeblad i 1960, men skiftede senere provinsen ud med hovedstad og udsyn til verden. Per Nyholm har været på udlandsredaktionen på dagbladet Information, på Ritzau, som udlandsredaktør på dagbladet Aktuelt. Siden 1980 er det Jyllands-Postens læsere, som har kunnet følge Nyholm, som har rapporteret fra både London, Wien, Rom og krigsskuepladser i det tidligere Jugoslavien.

Per Nyholm var på barrikaderne i 1987 i Gdansk, fulgte Ceausescus fald i Rumænien og til bryllup i Albanien. Han har skrevet om ”Håbløshedens land” i Gaza og stået på Peterspladsen i Rom, da pave Johannes Paul II gik bort.

Holder af mellemtoner

Om det er i dække fra snigskytter i Sarajevos gader, i Vatikanet eller ved en vejbred er én ting sikkert: Per Nyholm er altid velklædt, dannet og beleven og interesseret i det menneske, som sidder over for ham: En fisker ved Donau, en minister eller den, som kan kalde Per Nyholm for sin ven. Per Nyholm er generøs, givende og rækker gerne en hjælpende hånd eller tilbyder en sofa som logi til en vejfarende kollega, der måtte komme forbi residensen i Krems i Østrig. Naturligvis også et måltid mad og et godt glas vin i selskab med Nancy Falcon Castro, som stammer fra Peru og er Per Nyholms hustru.

Selv er han er født i Vangede, men vokset ind i Centraleuropa.

»Mellemtonerne det er mig,» skrev han i ”Europæerne”.

Murens fald, opbrudsårene i først Øst- og Centraleuropa og senere Balkan er blevet en så stor del af Nyholms dna, at han måtte rykke, da catalonierne forsøgte at løsrive sig fra Spanien og nu, når Ukraine er under angreb. Historien fortsætter. Per Nyholm er med og giver ikke slip, men rækker også tilbage i svundne år, da ting tog tid. Per Nyholm rummer både det konservative, det grænseoverskridende, det mangfoldige og moderne.

»At folk fyrer penge af på samtalekøkkener for siden at fylde sig med frosne pizzaer, fatter jeg ikke,« lyder en af hans karakteristiske bemærkninger til tidens jag.

Han vil hellere dø på slagmarken end på et plejehjem. Som de gamle nordboer frygter Per Nyholm ”strådøden”, at dø i sengehalmen uden ære. Man skal falde i kamp, og den nu 80-årige ved godt, at tiden har fat:

»Jeg har døden i hælene. Det gælder om at løbe stærkt. Jeg skal fandeme løbe nu. Ikke standse,« har han sagt.