38-årig mand kendt skyldig i drabet på Mia Skadhauge Stevn
Godt halvandet år efter at Mia Skadhauge Stevn forsvandt en tidlig februarmorgen, blev der onsdag afsagt skyldkendelse mod den mand, der var tiltalt for at have dræbt og parteret hende.
En 38-årig nordjysk mand er ved Retten i Aalborg onsdag af et enigt nævningeting kendt skyldig i voldtægtsforsøg, drab og partering af den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Dermed kendes han skyldig i alle tre anklagepunkter mod sig med undtagelse af fuldbyrdet voldtægt.
»Tiltaltes forklaring om dødsårsag er i klar modstrid med lægelige oplysninger i sagen og forekommer på flere punkter ganske utroværdig,« lød det fra dommer Lars Krunderup, der i en fuldkommen stille retssal læste kendelsen højt.
Nu venter strafudmålingen torsdag, hvor anklagemyndigheden på forhånd har krævet, at han idømmes livstid eller alternativt forvaring.
Retslægerådet og en supplerende psykiatrisk vurdering anbefaler begge, at manden idømmes den strengeste straf, forvaring, da den 38-årige udgør en »nærliggende og væsentlig fare for andres liv, legeme og frihed«.
Manden modtog dommen uden at fortrække en mine, men sad med hænderne foran sig og kiggede stift frem i luften.
Efterfølgende satte forsvarsadvokat Mette Grith Stage ord på mandens reaktion.
»Han er skuffet over resultatet og i et eller andet omfang også chokeret, for det er klart, at når han er fundet skyldig i så alvorlige forbrydelser, kan han godt regne ud, at der er en tung hammer, der falder i morgen.«
Gps-data viste ruten
I kendelsen lægges der vægt på, at gps-oplysninger samt videoovervågning viste, at manden kørte hurtigt fra det sted, hvor han samlede kvinden op, og kørte direkte mod skovområdet i Hammer Bakker, hvor han altså forsøgte at voldtage hende og efterfølgende kvalte hende.
Den unge kvinde forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade i Aalborg den 6. februar om morgenen sidste år, og hun blev fundet død, parteret i 231 dele, mere end fire døgn senere i Dronninglund Storskov.
Sagen har indtil videre kørt over otte retsdage som en nævningesag, og her har specialanklager Mette Bendix og mandens forsvarer, Mette Grith Stage, fremlagt beviser og argumenteret for, hvorfor han hhv. er skyldig og uskyldig i sagen.
Manden har under sagen forklaret, at han samlede Mia Skadhauge Stevn op på Vesterbro i Aalborg klokken lidt over seks den pågældende morgen.
Han ville give hende et lift hjem, har han forklaret, men hun kunne eller ville ikke give sin adresse til ham. Han kørte dem til et skovområde, hvor hun ifølge ham tog initiativ til at udføre en seksuel handling på ham.
Herefter kørte de længere ind ad skovvejen, hvor de ifølge manden besluttede sig for at stige ud af bilen for at have samleje. Her faldt kvinden ifølge hans forklaring, hvor hendes taskerem hang fast i noget ukendt. Ved faldet gjorde hendes nakke et »unaturligt ryk«, og hun døde kort efter i hans bils bagagerum, har han fortalt.
Han har forklaret, at han ikke forsøgte at give hende livreddende førstehjælp eller køre efter hjælp, men at han i stedet kørte hende til sin bopæl i Flauenskjold, hvor han parterede liget i 231 dele og gemte det i to grave samt i skovbunden i Dronninglund Storskov. Det er det eneste forhold, han har erkendt.
»Utroværdig« forklaring
Ifølge anklagemyndigheden er den forklaring opspind. Den mener i stedet, at manden samlede hende op med det formål at voldtage hende, og for at skjule den handling slog han hende ihjel og parterede efterfølgende liget i de mange dele, så politiet ikke skulle kunne opklare, hvad der virkelig var sket.
Den udlægning af sagen – med undtagelse af påstanden om fuldbyrdet voldtægt – er de seks nævninge og tre dommere enige i.
»Disse forklaringer fremstår som særligt utroværdige og konstruerede til lejligheden,« lyder det i kendelsen, der desuden konkluderer, at den 38-årige mand havde et seksuelt motiv.
Nævningetinget har i kendelsen lagt vægt på, at retsmedicinske vurderinger fastslog, at mandens forklaring om, hvordan hun døde, er usandsynlig og kunne forkastes. I stedet er det retsmedicineres vurdering, at hun døde ved kvælning, selvom en endelig dødsårsag ikke har kunnet fastslås.
Retten finder det »bevist, at Mia, der som nævnt var meget spirituspåvirket, døde ved kvælning, mens hun var i tiltaltes varetægt.«
»Tiltales forklaring om det passerede må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger og stederne, hvor brystplastre, hårelastik og nøgler blev fundet. På den baggrund finder retten det bevist, at tiltalte dræbte Mia ved kvælning.«
Der blev fundet en række af kvindens ejendele på steder, hvor de to den morgen ifølge manden ikke befandt sig, og det faktum får retten til at vurdere, at den 22-årige sygeplejestuderende forsøgte at flygte.
»Der er under disse omstændigheder grundlag for at antage, at forløbet i skovområdet ikke har været som forklaret af tiltalte, men at fundene bærer præg af, at Mia har forsøgt at undløbe fra stedet.«
Offer forsøgte at flygte
Selvom manden har erkendt at have parteret liget, finder retten, at måden, hvorpå det skete – altså at han parterede hende i 231 dele og forsøgte at opløse ligdelene – taler for, at han er skyldig i drab og voldtægtsforsøget.
»Tiltaltes særdeles omfattende og makabre behandling af liget har i øvrigt selvstændig betydning i forbindelse med bevisvurderingen vedrørende sagens øvrige forhold, idet det giver en kraftig indikation af, at han var indstillet på at gå meget langt for at slette spor.«
I kendelsen slås det desuden fast, at offeret var meget beruset og ikke blot »selskabeligt overrislet«, som manden ellers påstod. Dermed har hun ifølge retten været så beruset, at hun ikke har kunnet samtykke til samleje.