Fortsæt til indhold
Indland

En haspe er både forbudt og nødvendig for handicappet borger. Stramme krav forstyrrer »den sunde fornuft«

Landets bosteder arbejder under regler og krav, der spænder ben for, at borgerne kan få den bedste hjælp. Derfor bør reglerne for magtanvendelse ændres, mener KL. Handicaporganisationerne appellerer til, at det ikke går ud over retssikkerheden.

Da Inga Gitte Bach Nørgaard en morgen fandt sin søn, Jacob Nørgaard, i et iskoldt værelse og i en sjaskvåd seng, fordi han frøs og havde tisset i den, satte hun en haspe på vinduesrammen.

Dermed ville Jacob Nørgaard, der er svært udviklingshæmmet, ikke være i stand til at åbne vinduet i sin lejlighed på bostedet Gyldenhuset, som han havde gjort den nat. Selv om løsningen øjensynligt er simpel, er den det reelt ikke. Haspen er en magtanvendelse mod borgeren, der skal kunne bevæge sig frit, og derfor må den slet ikke være der.

Men nu kræver kommunerne markante ændringer i reglerne for magtanvendelse.