JP-kortlægning: Uberettiget snagen i patientjournaler håndteres vidt forskelligt rundtom i landet
Nogle regioner anmelder det, andre gør ikke, og det er ikke godt nok, lyder kritikken mod regionerne for at have forskellig praksis i sager, hvor ansatte uberettiget snager i patientjournaler.
Først troede hun, at det var sendt til alle borgere i regionen. Så gik det op for hende, at brevet var personligt. En ansat på hospitalet havde snaget i hendes patientjournal, der både indeholder oplysninger om behandlingsforløb, notater og prøvesvar.
»Det var underligt og ubehageligt at få at vide, at nogen havde været inde og kigge i min journal. Jeg tænkte på, hvem der havde gjort det og hvorfor, og om mine oplysninger var blevet misbrugt,« siger den 46-årige Maria Sørensen.