Hun var ved at gå ned med stress på deltid. Det gik over, da hun kom på fuld tid
Deltid er nærmest normen i den kommunale ældrepleje, men nu er skuden vendt: 39 pct. flere er de seneste fem år gået op på en 37-timers arbejdsuge, og det mindsker sygefraværet og højner arbejdsglæden.
En lille bunke huskesedler i klare kulører med hængepartier sluttede ofte arbejdsdagen for sosu-assistent Helle Andreasen. Og de lå der stadig med deres pågående påmindelser til hende, når hun næste dag startede sin rute blandt plejekrævende borgere i Solrød Kommune syd for København.
»Det blev jeg totalt stresset af,« som hun siger om sit daværende deltidsjob. Men så gik hun op i tid.