Fortsæt til indhold
Indland

Trafikselskaberne vil låne busser ud til private og lade dig bruge Rejsekortet til naboens bil

Kreativiteten er stor for at få løftet den kollektive trafik i landområderne. Nu kommer trafikselskaberne med deres udspil, der handler om alt fra mere samkørsel til offentlige busser uden køreplan og frivilligbusser med private bag rattet.

Det skal være sjovere, nemmere og meget mere fleksibelt at rejse kollektivt ude i de tyndere befolkede egne. Derfor kommer trafikselskaberne, der driver busserne og lokalbaner, nu med en række forslag til, hvordan man kan gøre det nemmere at rejse kollektivt uden for de større byer.

Man skal f.eks. kunne betale med Rejsekortet for at køre sammen med naboen i hans eller hendes bil, hvilket vil gøre det at følges med naboen eller en kollega til og fra arbejde til en del af den kollektive trafik i Danmark.