Fortsæt til indhold
Indland

Transportminister vil have flere busser med en frivillig bag rattet

Transportministeren vil forbedre den kollektive trafik i landområderne. Én af mulighederne er at etablere flere frivilligbusser, som de to der i dag kører i Sønderborg Kommune med en frivillig bag rattet.

Hvis René Carstensen skal tage bussen på arbejde, skal han bruge mere end 12 timer om ugen på transport, ligesom han nogle steder bliver nødt til at gå flere kilometer – og vil være tvunget til at gå ned i arbejdstid – for at komme til og fra jobbet, der foregår i Sønderborg, Padborg og Aabenraa.

Tager han bilen, er der en 18 minutter lang køretur hver vej til alle tre byer – i alt ca. tre timers transport om ugen.

Skulle René Carstensen være så uheldig at komme for sent til morgenbussen klokken 6.41 fra landsbyen Kværs lidt uden for Sønderborg, går den næste bus klokken 12.43 – seks timer og to minutter senere.