- Opdateret 07/02/2023 kl. 13:38
- Artiklen opdateres
Dansk statsborger savnet efter jordskælv i Tyrkiet
Tyrkiet blev mandag ramt af et jordskælv, der målte 7,8 på Richterskalaen.
En dansk statsborger er savnet efter jordskælvet i Tyrkiet. Det oplyser Udenrigsministeriet ifølge B.T, og ministeriet bekræfter oplysningen overfor Jyllands-Posten.
»Ambassaden følger situationen tæt og er i kontakt til de tyrkiske myndigheder for at kunne få oplysninger om eventuelle danske sårede eller omkomne. Udenrigsministeriet kan oplyse, at én dansk statsborger p.t. er savnet i det berørte område,« lyder det i et svar til Jyllands-Posten fra ministeriet, der forsætter:
»Derudover har vi været i kontakt med enkelte andre rejsende i Tyrkiet, der er berørt af situationen. Her er blandt andet blevet rådgivet om mulighederne for at få ’tag-over-hovedet’ i området.«
Mandag aften oplyste ministeriet, at man på det tidspunkt vurderede, at der er registreret 430 personer via den såkaldte Danskerliste i Tyrkiet. Tallet kan dog reelt både være lavere og højere.
Tyrkiet og Syrien blev natten til mandag ramt af et voldsomt jordskælv, der målte 7,8 på Richterskalaen. Flere end 5.000 personer har samlet set mistet livet efter skælvet, der af Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan betegnes som den værste naturkatastrofe i 84 år.
Præsidenten meddelte tirsdag, at han erklærer tre måneders undtagelsestilstand i 10 byer som følge af katastrofen.
Danmark sender med Sverige og Finland beredskabsmedarbejdere til Tyrkiet. Derudover vil Danmark donere 20 mio. kr. til Syrien, der ifølge udviklingsminister Dan Jørgensen (S) skal gå til »basale livsfornødenheder.«