- For abonnenter
Erhvervsstyrelsen er færdig med at undersøge, om Rusland omgår EU-sanktioner i Danmark
Jyllands-Posten har tidligere afdækket, at to russiske organisationer fortsat er aktive i Danmark, selv om EU har indført sanktioner mod dem. Erhvervsstyrelsen er nu færdig med at undersøge sagen.
Erhvervsstyrelsen har politianmeldt to regeringsstyrede russiske organisationer for at omgå EU’s sanktioner. Der er samtidig sket indefrysning af pengemidler hos de to organisationer.
Det oplyser styrelsen efter at have undersøgt sagen i kølvandet på Jyllands-Postens afsløringer.
Styrelsen indledte undersøgelsen, efter at Jyllands-Posten tidligere på måneden kunne fortælle, at den ene af de to organisationer, Rossotrudnichestvo, fortsætter sine aktiviteter i Danmark, selv om organisationen med afdelinger i 79 lande har stået på EU’s sanktionsliste siden juli i fjor.
Styrelsen udvidede siden sin undersøgelse, da Jyllands-Posten kort efter forelagde den oplysninger om, at også en anden organisation, Russkiy Mir, opererer fra Ruslands Hus i København, selv om den står på EU’s sanktionsliste.
Rossotrudnichestvo opererer fortsat fra Danmark via Ruslands Hus. Huset oplyser på bl.a. sin Facebook-profil, at det repræsenterer Rossotrudnichestvo i Danmark. Ruslands Hus hører under den russiske ambassade i Danmark og kaldes også Russisk Center for Videnskab og Kultur og har en russisk diplomat som chef.
Med EU-sanktionerne er europæiske banker bl.a. forpligtet til at standse alle pengestrømme til og fra organisationen. Sanktionerne skal ifølge EU sikre, at midlerne »ikke længere kan anvendes til at støtte det russiske regime«.
I Danmark administrerer Erhvervsstyrelsen EU-sanktionerne, men her har man ikke modtaget indberetninger om indefrosne midler hos Rossotrudnichestvo eller Ruslands Hus, oplyste styrelsen tidligere på måneden til Jyllands-Posten.
Forlagt oplysningerne om, at Rossotrudnichestvo via Ruslands Hus fortsætter sine aktiviteter trods EU-sanktioner besluttede Erhvervsstyrelsen at indlede en undersøgelse af Rossotrudnichestvo og dets forhold til Ruslands Hus.
»Vi ser blandt andet på, om Ruslands Hus/Russisk Center for Videnskab og Kultur kan siges at være ejet eller kontrolleret af Rossotrudnichestvo og dermed være omfattet af EU’s sanktioner,« skrev styrelsen i en mail.
Erhvervsstyrelsen har i sine undersøgelser fokuseret på, »hvorvidt Ruslands Hus er forbundet med den russiske organisation Rossotrudnichestvo, der er omfattet af EU’s sanktioner som følge af deres rolle i udbredelse af russisk propaganda,« og at man på den baggrund har politianmeldt organisationen og den anden organisation, Russkiy Mir.
Styrelsen har ikke yderligere kommentarer og henviser til, at sagen er videresendt til politiet.