Nogen skal bestemme, men hvornår bliver magt til magtfuldkommenhed?

Det begyndte for alvor, da den værste panik havde lagt sig under coronakrisen, og oppositionen igen begyndte at kritisere S-regeringen.

Den talte ikke kun om, at regeringen traf forkerte beslutninger, men også om, at regeringen – og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen – var magtfuldkommen. 

Siden er det, som om at ordet har sat sig fast i den politiske debat. Det var anklager om magtfuldkommenhed, der fik De Radikale til at trække støtten til S-regeringen og udløse et folketingsvalg sidste efterår, og knap nok er den nye SVM-regering begyndt at bestemme, før også den beskyldes for netop at være magtfuldkommen.

Spørgsmålet er, hvad det overhovedet vil sige at være magtfuldkommen? Og om der kun er tale om et nyt retorisk greb, eller om sprogbrugen er udtryk for, at landets regeringer er blevet mere magtfuldkomne?