Dronning Margrethe deltager i ekskong Konstantins begravelse
Den afsatte konge af Grækenland, som døde tirsdag i en alder af 82 år, begraves 16. januar.
Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prinsesse Benedikte deltager i ekskong Konstantin II’s begravelse 16. januar.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender.
Ekskong Konstantin døde tirsdag i en alder af 82 år.
Det var lørdag kommet frem, at Konstantin, der var gift med dronning Margrethes søster Anne-Marie, var indlagt og i kritisk tilstand med vejrtrækningsproblemer.
Flere græske medier skrev i den forbindelse, at Konstantin var blevet ramt af et slagtilfælde i sit hjem.
Konstantin var de seneste år indlagt flere gange. Han var ramt af covid-19 to gange.
Konstantin var Grækenlands konge fra marts 1964 og til april 1967, hvor officerer i den græske hær tog magten ved et kup.
Han forsøgte sig med et modkup, der slog fejl, og han og daværende dronning Anne-Marie, som han blev gift med i september 1964, blev tvunget i eksil.
I 1974 blev monarkiet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning, efter at demokratiet var blevet genindført.
Konstantin og Anne-Marie boede igennem årene sammen i eksil i Rom og London.
De seneste ti år har parret boet i Grækenland. Senest flyttede de fra halvøen Peloponnes til Athen, så Konstantin kunne være nærmere hospitaler.
Selv om Konstantin i årtier ikke officielt har været konge, har han fået lov at beholde sin titel.
Den græske regering afviste onsdag en officiel begravelse, og Konstantin vil derfor blive begravet som privatperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det græske medie Ekathimerini skriver, at den græske regering vil være repræsenteret til begravelsen i form af kulturminister Lina Mendoni.
Begravelsen vil finde sted nord for Athen i Tatoi efter familiens ønske.
Onsdag blev der flaget på halv stang ved Amalienborg.
Ud over sin kone, Anne-Marie, efterlader Konstantin sig fem børn og ni børnebørn.
/ritzau/