Op mod hvert fjerde operationsleje er lukket i Region Hovedstaden
Personalemangel betyder, at hospitaler i hovedstaden lukker operationslejer, mens tusinder er på venteliste.
Hospitalerne i Region Hovedstaden bliver tvunget til at lukke flere og flere operationslejer på grund af manglende personale. På regionens hospitaler er op til hvert fjerde operationsleje til planlagt kirurgi lukket.
Det skriver Berlingske på baggrund af en orientering til regionens politikere.
I samme orientering lyder det, at det formentlig vil tage hele 2023 - og på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital helt ind i næste år - førend ventelisterne på hovedstadens hospitaler er afviklet.
Fra Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, lyder det, at problemet ikke bliver løst inden for få måneder.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne, men jeg vil ikke foregøgle patienterne, at problemet vil være fikset inden for nogle få måneder. Det er simpelthen ikke realistisk.
- Det er fint, at der er flere penge på vej, men jeg vil hellere have flere hænder, og de er svære at finde, siger han.
En opgørelse viser, at der er cirka 12.500 borgere i Region Hovedstaden, som venter på en operation. Det er et fald på cirka 2000 siden sommeren i 2021.
/ritzau/