Antallet af børn med forældre på kontanthjælp er halveret på fem år
Chefanalytiker glæder sig over, at fremgang på arbejdsmarkedet har betydet færre på kontanthjælp.
Antallet af børn med forældre på kontanthjælp var i sommeren 2022 det hidtil laveste i dette årtusind.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Ifølge chefanalytiker Emilie Agner Damm, som har lavet analysen, er det en ren succeshistorie.
- Man kan se, at det trækker spor helt ind i voksenlivet, når man har haft en barndom med trange kår. Man kan se, at det er sværere at få en uddannelse, og det er sværere at være i beskæftigelse som voksen, siger hun.
Hun mener også, at det har konsekvenser for børnene, imens de står i det.
Der var cirka 35.000 børn i sommeren 2022, hvor mindst en voksen i husstanden var på kontanthjælp. Det er en halvering på fem år.
- Årsagen er primært det opsving, som vi har set på arbejdsmarkedet i de seneste år - altså at flere og flere er kommet i beskæftigelse. Det er også en udvikling, som er kommet kontanthjælpsmodtagerne til gode, siger Emilie Agner Damm.
Beskæftigelsen har flere gange sat rekord. Der er historisk mange på arbejdsmarkedet i dag.
- Jo bedre, det går på arbejdsmarkedet, jo flere er der, der kommer ud af kontanthjælp og ud af fattigdom, siger Emilie Agner Damm.
Antallet af kontanthjælpsmodtagere steg fra 2008, hvor finanskrisen ramte. Stigningen toppede otte år senere i 2016. Det var til trods for, at beskæftigelsen allerede begyndte at stige i 2013.
Men der er ikke umiddelbart udsigt til, at udviklingen fortsætter ind i det nye år, vurderer Emilie Agner Damm. Flere økonomer forventer, at der kommer en økonomisk krise i løbet af 2023, fortæller hun.
Den vil sandsynligvis betyde, at den rekordhøje beskæftigelse falder.
- Det vil formentlig betyde, at faldet i antallet af børn med forældre på kontanthjælp ikke vil blive ved, siger hun.
Hvor stor en stigning det bliver, vil afhænge af, hvor dyb og lang en eventuel krise bliver ifølge chefanalytikeren.