DMI varsler rimtåge og risiko for isslag
DMI advarer mod rimtåge i store dele af Danmark. I det vestlige og nordlige Jylland er der risiko for isslag.
Det er iskoldt udenfor, og termometret viser minusgrader.
Det giver fredag aften risiko for rimtåge og -frost, hvor tågen danner frostkrystaller på overflader.
»Der dannes tyk tåge, som bliver til rimfrost fra kl. 18.00 og frem til i morgen formiddag. Vejret begynder i Jylland og bevæger sig over Fyn, og så rammer det til sidst Sjælland og Lolland/Falster,« siger vagthavende meteorolog hos DMI Mette Zhang
Derfor har DMI sendt et kategori-1 varsel om »voldsomt vejr«.
Meteorologen opfordrer derfor til, at man kører forsigtigt.
»Når der er rimfrost, er der både et lavt sigte, samtidig med at det er meget glat på vejene. Så vi opfordrer til, at man holder god afstand, sørger for at orientere sig godt og generelt køre forsigtigt,« siger Mette Zhang.
Hun tilføjer yderligere, at der også er risiko for isslag, som opstår, fordi afkølet regn rammer jorden og straks omdannes til is.
Det kan give nogle meget glatte veje, og derfor bør personer i det vestlige og nordvestlige Jylland være ekstra forsigtige i trafikken.
»Der kommer nedbør ind over Danmark fra England, og det falder nok primært som sne eller slud, men der er en lille risiko for, at det kortvarigt kan give isslag fra sydspidsen af Ringkøbing Fjord og op mod Mariager Fjord og nord for den linje,« siger Mette Zhang og understreger:
»Vi er slet ikke sikre på, at det sker, men det er så farligt et fænomen, at vi gerne vil advare mod, at risikoen er der.«