Flere snebyger på vej: Vejdirektoratet kommer med opfordring til danskerne
Sneen er faldet landet over, og det giver en del arbejde for Vejdirektoratet, der står for at rydde de danske statsveje. Her opfordrer vagthavende danske bilister til at være opmærksomme.
Danmark er her til morgen klædt i hvidt i det meste af landet, og der er endnu mere sne i vente de kommende dage.
Det får nu Vejdirektoratet til at komme med en opfordring til danskerne.
»Vejen er glatte som følge af snefald, og så er der altid større risiko for uheld. Så kør hjemmefra i god tid, og vær opmærksom på forankørende,« lyder det fra Brit Osted Nielsen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet.
Hun oplyser, at snerydningen har kørt hele natten og fortsætter her til morgen på alle statens veje, som tæller motorvejene og store motortrafikveje. Der er faldet sne på vejene i det meste af landet, mens områder syd for Køge Bugt har sluppet lettere, fortæller hun.
Det er kommunerne, der har ansvaret for at rydde sne og sprede salt på de mindre veje.
Og snerydningsarbejdet fortsætter de kommende dage, oplyser Brit Osted Nielsen:
»Vores vintervagt er opmærksom på, at der falder sne - og er i kontakt med DMI hele tiden. Så vi er forberedte på det og tager aktion i god tid.«
Onsdagen igennem forventes det, at sneen vil fortsætte med at falde i det meste af landet. Særligt i den syd- og vestlige del af Jylland.
Og frem mod weekenden forventer DMI, at der nogle steder vil falde yderligere 10-15 centimeter sne, skriver meteorolog Thoir Hartz i en kommentar onsdag morgen på DMIs hjemmeside.