TDC i problemer - nogle borgere kan ikke ringe 1813
Brandvæsen og akuttelefon melder om forstyrrelser på telefoner. TDC bekræfter nedbrud, men kender ikke omfang.
Er man kunde hos TDC, kan man mandag ved middagstid opleve problemer med at lave og modtage telefonopkald.
Mobilnetværket er i hvert fald delvist nede. Omfanget kendes endnu ikke, siger selskabets kommunikationschef, Jonas Sunn Torp.
Han har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Nedbruddet betyder, at nogle borgere ikke kan ringe til akuttelefonen på 1813, oplyser Region Hovedstaden på Twitter.
Regionen oplyser, at det gælder borgere, hvis telefon ikke kan ringe op, da selve akuttelefonen fungerer.
Også Sydøstjyllands Brandvæsen oplever problemer. Det samme gælder Københavns Politi, fremgår det fra de to på Twitter.
- Brug i stedet en fastnettelefon, hvis du har mulighed for det, eller forsøg at låne en telefonen med en anden udbyder, skriver politikredsen.
Hos Styrelsen for Patientsikkerhed og smitteopsporingen kan man hverken lave eller modtage opkald.