Vinterdæk og sneplove skal hjælpe trafikanter gennem sneen
FDM og Banedanmark opfordrer danskerne til at tænke sig ekstra om, når de begiver sig ud i sne og på glatte veje.
Et snevidt tæppe har lagt sig over store dele af landet. Det skaber udfordringer for billister og pendlere og stiller langt højere krav end normalt til trafiksikkerheden.
Et af de vigtigste råd fra FDM er helt enkelt: Få nu de vinterdæk på.
»Det er min fornemmelse, at bilisterne trods inflationen og energikrise alligevel er indstillet på at bruge de penge, det koster at sikre deres biler. Simpelthen fordi det handler om at komme levende hjem, men desværre har folk travlt med alt muligt andet,« siger Søren W Rasmussen, bilteknisk redaktør på FDM’s medlemsmagasin Motor.
Vejdirektoratet har de seneste dage meldt om flere ulykker end normalt, forårsaget af glatte veje.
»Flertallet formår heldigvis at få skiftet til vinterdæk, men det er de sidste procenter, der ikke får det gjort, der er utrolig farlige, både for sig selv og andre trafikkanter,« siger Søren W Rasmussen.
Hastighed og afstand er altafgørende for trafiksikkerheden, så ned med farten og sørg for at holde afstand. Og så er der er en række andre forholdsregler, billisterne bør tage såsom at få skrabet ruderne fri, brug bilens aircondition og fjern sne fra taget.
Kollektiv trafik er klar til vintervejr
Hos Banedanmark er man vant til, at minusgrader er lig med udfordringer. Derfor er man for længst gået i gang med at forberede sig på snevejrs-scenarier, så passagerer og gods kommer så sikkert og rettidigt frem som muligt - uanset vejret.
Banedanmarks vinterberedskab har været aktivt siden den 15. oktober og vil være det indtil den 15. april næste år.
I Roskilde, Odense, Aarhus og Fredericia har Banedanmark i alt fire sneplove stående, der står klar til at rykke ud, for at rydde skinnerne for sne i tilfælde af kraftigt snefald.
Derudover er der automatisk overvågning på de anlæg, der varmer skinnerne op, så de ikke fryser fast. Skulle det alligevel ske, står der også et særligt mandskab til rådighed, som kan holde sporskiftene og skinnerne fri for sne og is.
På landets perroner er der også sørget for glatførebekæmpelse, så pendlerne ikke kommer til skade.
»Vores knudepunkter er især Københavns Hovedbanegård, Odense og Frederica. Der har vi vitale sporskifte, som vi ihærdigt forsøger at holde fri fra sne og is, da det betyder, at vi kan opretholde driften så lang tid som muligt,« siger Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef for trafikstyring i Banedanmark.
Han oplyser samtidigt, at der kan opstå situationer, hvor vinteren er så hård, at det kan blive nødvendigt at indstille trafikken i kortere perioder.
Som pendler er det bedste, man kan gøre, løbende at holde sig opdateret på Rejseplanen.
Den 23. december, som hvert år er en af de største rejsedage er lige om hjørnet, og det tager Banedanmark ikke let på.
»Vi er bekendt med, at det kan give snevejr op mod jul, og derfor har vi også allerede besluttet at indsætte ekstra mandskab for at være på den sikre side,« siger Nicolai Smidt Sigsgaard.