Alt tyder på magtskifte på Færøerne - socialdemokrater i stor sejr
Socialdemokraterne fik en stor valgsejr, mens det konservative parti, der stod bag fiskeriaftalen med russerne blev straffet hårdt på Færøerne.
Store emner som fiskeriaftale med russerne, rettigheder for homoseksuelle samt fri abort kan have været med til at skubbe til et magtskifte på Færøerne.
Alt tyder således på, at socialdemokraten Aksel V. Johannesen er den nye lagmand, efter at partiet fik stor fremgang ved lagtingsvalget torsdag og gik fra 22,5 til 26,6 pct. af stemmerne.
Allerede i debatten efter, at resultatet lå klar, pegede lederen af det andet store oppositionsparti, Tjødveldi - eller Republikanerne som de kaldes i Danmark - Høgni Hoydal, på Aksel V. Johannesen som ny lagmand på Færøerne. En invitation som Aksel V. Johannesen tog positivt imod.
Socialdemokraterne var på forhånd spået et godt valg, men fremgangen blev endnu større end forventet.
Til gengæld gik Republikanerne lidt overraskende tilbage fra 18,4 til 17,7
Aksel V. Johannesen blev også den største stemmesluger med 1.961 personlige stemmer, mens den siddende lagmand, Sambandsflokkens, der minder om Venstre i Danmark, Bárður á Steig Nielsen fik 1.355 personlig stemmer og kunne notere en mindre tilbagegang for partiet fra 20,6 til 20,0.
Valgets helt store taber er det konservative Folkeflokken, der mistede næsten hver fjerde vælger og gik fra 24,9 til 18,9 pct. af stemmerne. Fiskeriminister Árni Skaale fra Folkeflokken bragte sig kort inden valget i fokus, da han forhandlede en ny fiskeriaftale på plads med russerne midt under valgkampen - og satte brand i debatten - både på Færøerne og i dele af den vestlige verden - om netop det kontroversielle samarbejde med russerne.
Den anden person, der i høj grad har været i fokus ved valget, er lederen af det lille kristne parti Midtflokken, Jenis av Rana, der var den direkte årsag til, at valget blev udskrevet, da han nægtede at støtte bedre rettigheder til homoseksuelle og give begge forældre ret til forældremyndighed til fælles børn. Jenis av Rana var minister for udenrigs- og kulturanliggender, da han blev fyret.
Midtflokken gik frem fra 5,4 til 6,6 pct. at stemmerne.
Det mest sandsynlige er formentlig, at der bliver dannet en tre-parti regering mellem socialdemokraterne, Republikanerne og det liberale parti, Framsøkn med Aksel V. Johannesen som ny lagmand.
De tre partier kan tilsammen mønstre et flertal på 18 ud af Lagtingets i alt 33 mandater. Der skal minimum 17 mandater til for at have flertal i Lagtinget.
Det er også en mulighed, at Aksel V. Johannesen vil forsøge at danne regering hen over midten og måske gå sammen med Sambandsflokken, præcis som de forhandlinger, der lige nu foregår i Danmark mellem socialdemokrater og Venstre. Den siddende lagmand, Bárður á Steig Nielsen, har da også allerede luftet et samarbejde hen over midten - og ikke nødvendigvis med ham som lagmand.