Det humanitære var karrierens ledetråd
90 ÅR LØRDAG: Ole Bang er kendt for sine år i spidsen for Kræftens Bekæmpelse. Andre velgørende organisationer har også gjort brug af hans evner.
Rækken af velgørende organisationer, som har haft Ole Bang på lønningslisten, er lang.
Han har været omkring Mellemfolkeligt Samvirke, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Kræftens Bekæmpelse.
Især er hans navn forbundet med Kræftens Bekæmpelse, hvor han var direktør fra 1981 til 1994. I den periode blev landsforeningen toneangivende – ikke bare i Danmark, men også internationalt.
Kræftens Bekæmpelse gik fra et budget på 48 mio. kr. til årlige indtægter på 350 mio. kr.
Det var karriererens største opgave, har Ole Bang fortalt.
Men den store succes blev vendt til nederlag, da en årelang konflikt med kræftforskere kulminerede med hans afskedigelse.
Han formåede dog at rejse sig igen. Især da daværende miljø- og energiminister Svend Auken (S) i 1996 opfordrede ham til at blive bestyrelsesformand for Elsparefonden. En post, som han bestred indtil sin pensionering i 2003.
Ole Bang blev student fra Metropolitanskolen i København i 1951, hvorefter han læste til cand.merc. på handelshøjskolen.
Efter endt uddannelse fik han arbejde i Landsskatteretten og siden i et revisorfirma.
Det første job inden for det humanitære var som fuldmægtig i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han blev ansat i 1956. Et par år efter steg han i graderne til kontorchef i Dansk Røde Kors.
Ved siden af sit arbejde har Ole Bang været aktiv i bevægelsen mod apartheid i Sydafrika gennem 1960’erne og 70’erne. Han var næstformand i Fællesrådet for Sydafrika og udpeget som medlem af regeringens udvalg vedrørende støtte til apartheidpolitikkens ofre.
Indsatsen blev internationalt anerkendt, da han i 1967 blev valgt til vicepræsident for The International Defence and Aid Fund for Southern Africa i London.
Inden for Danmarks grænser har Ole Bang været engageret vidt og bredt. Senest som medlem af bestyrelsen for Gammelholm Beboerforening i København og af lokaludvalget for Indre By og Christianshavn.
Siden 2015 har han været gift med lektor Birgitte Hamborg. De bor i det centrale København og har sommerhus i Tranekær på Langeland.
/ritzau/