- Opdateret 05/11/2022 kl. 12:22
18-årig mand har mistet livet, da bil kørte ind i en lade
Manden var passager i den bil, der kørte galt. Bilens 22-årige fører er i kritisk tilstand indlagt i Aalborg.
En 18-årig mand er død, og en 22-årig mand er i kritisk tilstand efter en trafikulykke i det vestlige Himmerland lørdag morgen.
Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.
Ulykken skete kort før klokken 07.50 på Borregårdsvej i Overlade. Her kørte en personbil ind i en lade.
Den 18-årige var passager i bilen. Den 22-årige fører blev efter ulykken i kritisk tilstand fløjet til sygehuset i Aalborg. De er begge fra lokalområdet.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/