Russer nægter forsøg på milliardsvindel mod Nationalbanken
Russer troppede op i Nationalbanken med dokument, som angiveligt var underskrevet af topembedsmand.
Med en formentlig falsk underskrift fra en højtstående embedsmand på et dokument kaldet ”Bank Confirmation Letter” forsøgte en russisk mand ifølge anklagemyndigheden i ugens løb flere gange at narre milliarder af kroner ud af Nationalbanken.
Manden selv, en lille gråhåret 52-årig herre klædt i sort denimtøj og med en markant næseryg, afviser lørdag beskyldningerne mod ham i Københavns Byret, efter at anklager Anders Larsson har læst sigtelserne mod ham op.
Via sin advokat, Lone Brandenborg, meddeler manden, at han nægter sig skyldig. Han vil i øvrigt gerne forklare sig over for retten.
Hvad han forklarer, forbliver dog indtil videre en hemmelighed. For dommeren har valgt at efterkomme et ønske fra anklageren om at afholde retsmødet for lukkede døre. Det sker af hensyn til den videre efterforskning.
Derfor er det kun sigtelsens ordlyd, som indtil videre kommer frem. Af den fremgår det, at manden to gange har sendt e-mail til Nationalbanken. Først skrev han til chefjurist Niels Christian Andersen. Siden til tidligere vicedirektør Karsten Biltoft, som nu er direktør for Finansiel Stabilitet.
Mailsene blev sendt henholdsvis tirsdag formiddag og onsdag morgen. Og onsdag eftermiddag mødte russeren så op personligt hos Nationalbanken i bankens midlertidige residens på Langelinie Allé på Østerbro i København.
Ud over dokumentet, der i sigtelsen benævnes som ”Bank Confirmation Letter” skulle manden også have præsenteret banken for en ifølge anklagemyndigheden forfalsket ”deposit agreement” på 3,5 milliarder amerikanske dollar.
Aftalen var ifølge dokumentet indgået mellem Nationalbanken og et firma kaldet Bollington Investmenst S.R.O. Manden ønskede at opsige aftalen, og han ville derfor have beløbet indfriet.
Ud over groft dokumentfalsk er det ifølge anklagemyndigheden et forsøg på bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Russeren havde dog ikke held med sit forehavende. Banken meldte ham til politiet, og han blev anholdt fredag eftermiddag.
Som del af begrundelsen for at bede om lukkede døre nævnte anklager Anders Larsson, at der af sagens materiale fremgår, at russeren har haft en partner. Blandt andet af den grund valgte dommeren at efterkomme anklagerens begæring.
Udfaldet af lørdagens grundlovsforhør er, at russeren skal varetægtsfængsles i foreløbig 26 dage. Manden overvejer nu, om han vil indbringe rettens afgørelse for Østre Landsret.
/ritzau/