- Opdateret 07/10/2022 kl. 18:42
Fjernvarmeselskab politianmeldt efter ammoniakudslip i fjord
Op mod 25.000 liter vand opblandet med ammoniak kan være sluppet ud i Horsens Fjord for tre uger siden.
Miljøstyrelsen har politianmeldt Fjernvarme Horsens A/S efter et ammoniakudslip i Horsens Fjord 25. september.
Det oplyser styrelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Miljøstyrelsen har som tilsynsmyndighed for Fjernvarme Horsens A/S nu haft lejlighed til at undersøge forholdene nærmere og vurderer, at der er grundlag for at politianmelde virksomheden for overtrædelse af miljølovgivningen, skriver styrelsen.
Miljøstyrelsen har tidligere anslået, at op mod 25.000 liter vand opblandet med ammoniak løb ud i fjorden.
Udslippet skete fra en vandtank, som tilhører fjernvarmeselskabet. Kemikaliet slap ud i fjorden igennem en kloakledning.
Vandtanken til vand med ammoniak blev overfyldt, da kontrolrumsarbejderne fokuserede på en række akutte fejl med affaldskedler.
Det skriver Fjernvarme Horsens A/S i sin redegørelse af forløbet.
Spildkarret under tanken kunne ikke rumme mængden af overløb ifølge Fjernvarme Horsens A/S.
Ammoniak er et giftigt kemikalie, som kan være skadelig for dyr og planter. Kemikaliet anvendes blandt andet til køling og til fremstilling af gødning.
Udslippet kom under kontrol søndag den 25. september omkring klokken 11.50, står der i redegørelsen.
Ifølge selskabet skete selve udslippet natten til den 25. september.
Fjernvarme Horsens A/S har ifølge Miljøstyrelsen indført en ny procedure efter udslippet. Den betyder, at risikoen for flere udslip er minimal.
Samtidig har Miljøstyrelsen indskærpet, at der var dele af anlægget, som skulle ændres.
/ritzau/