Fortsæt til indhold
Indland

Kong Christian trak på kreditten, tog på pilgrimsfærd og fik et universitet med hjem

Den næste kong Christian vil blive Danmarks 11. Den allerførste kong Christian gjorde sig bemærket i hele Europa og fik paven til at udtale, at han var et smukt dyr – skade blot, at det ikke kan tale.

Øjnene er påfaldende blå. Håret grånet, og hatten trykket godt ned i panden. Manden i de lyngfarvede gevandter falder i øjnene, når man betragter det store vægmaleri i hertugpaladset i Mantova. Og der skulle da også gå flere hundrede år, før en italiensk kunsthistoriker fandt ud af, hvem den besynderlige mand på Andrea Mantegnas berømte billede var.

Svaret overraskede.

Manden, som står dér klemt inde mellem medlemmer af den indflydelsesrige Gonzaga-familie er ingen ringere end Danmarks allerførste kong Christian.

Historien om, hvordan han havnede på et af kunsthistoriens mest berømte malerier, fører gennem prægtige skuer, overdådige måltider, et mærkværdigt våbenskjold, en åbenmundet pave og ender med en gave, som står den dag i dag i København: