Fortsæt til indhold
Indland

Datatilsynet fjerner forbud mod Chromebooks i Helsingør

Helsingør Kommune har to måneder til at efterleve påbud, som er givet af Datatilsynet.

/ritzau/

Datatilsynet suspenderer et forbud mod brugen af Google Workspace på Chromebooks i Helsingør Kommune. Det oplyser tilsynet i en pressemeddelelse.

Tilsynet har udstedt nogle påbud til kommunen, og det har kommunen to måneder til at leve op til.

- Når vi træffer det valg at suspendere forbuddet, skyldes det, at kommunen nu har erkendt og beskrevet de problemer, der skal lovliggøres.

- Der er kommet en rimelig klarhed over, hvad der udestår - og derfor giver vi nu kommunen to måneder til at få styr på det sammen med dens leverandører, siger Allan Frank, der er it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet, i pressemeddelelsen.

I mellemtiden må elever i Helsingør Kommune bruge programmerne i Google Workspace på Chromebooks.

Forbuddet blev i første omgang nedlagt i juli og senere fastholdt i august.

Grunden til forbuddet skyldtes, at kommunen i tilsynets øjne ikke sikrede elevernes data godt nok.

Det blev Datatilsynet opmærksom på, da en far i 2019 klagede over, at man kunne se hans otteårige søns navn og skole på platformen YouTube.

Helsingør Kommune har som følge af påbuddet været i dialog med Datatilsynet.

Her blev der identificeret flere forhold, hvor brugen af Google Workspace enten har været ulovlig, eller hvor risikoen for skoleeleverne ikke er tilstrækkeligt identificeret og nedbragt.

Ud over påbuddet til Helsingør Kommune har Datatilsynet givet et tilsvarende påbud til Aarhus Kommune.

Derfor er der nu også indledt en lignende proces om lovliggørelse.

Kommunernes Landsforening (KL) har oplyst til Datatilsynet, at de på vegne af flere kommuner forventer at sende henvendelser med henblik på at få lovliggjort brugen af Google Workspace.

Datatilsynet forventer at stille de samme krav til andre kommuner, som de gør i Helsingør Kommune.