- Opdateret 07/09/2022 kl. 11:41
Forsvaret udsender kampvognseskadron for første gang siden 2003
14 danske kampvogne skal indgå i forsvarsalliancen Natos afskrækkelsesarbejde i de baltiske lande.
For første gang siden danske kampvogne blev taget hjem fra Balkan i 2003, udsender Forsvaret fredag en kampvognseskadron. Denne gang til Estland.
Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
I alt sendes 14 kampvogne af typen Leopard 2A7 til Baltikum, hvor de skal indgå i forsvarsalliancen Natos arbejde. En eskadron består af to eller tre kampvognsdelinger.
- Der er tale om en udsendelse, der på mange måder er historisk. Det er første udsendelse af den opgraderede Leopard 2A7 i en international mission, siger oberstløjtnant Kristian Kold i pressemeddelelsen.
Man sendte også en kampvognsdeling til Afghanistan i forbindelse med krigen, men her var der ikke tale om en eskadron, men i stedet en enkelt deling.
Udsendelsen har været planlagt længe. Den skal ifølge Forsvaret være med til at demonstrere Danmarks solidaritet med dets allierede i de baltiske lande samt Polen.
Formålet med Natos arbejde i Østeuropa er, at man i tilfælde af en konfliktoptrapning vil kunne reagere hurtigt.
Det er særligt blevet aktuelt med Ruslands invasion af Ukraine.
Det danske bidrag består ud over de 14 kampvogne også af 160 soldater, der skal indgå i en britiskledet bataljon. Det er en mission, som soldaterne har trænet til længe, lyder det.
- Ved at sende soldater og kampvogne til Estland er vi med til at håndtere en af Natos sikkerhedsudfordringer, som er forårsaget af Ruslands intensiverede tilstedeværelse i Østersøregionen og krigen i Ukraine.
- Vores dygtige soldater spiller en vigtig rolle i at sikre Natos østlige flanke, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, der er chef for hæren, i pressemeddelelsen.
I første omgang skal kampvognene køres fra Holstebro til Fredericia. Det sker onsdag.
På havnen i Fredericia er der oprettet et midlertidigt militært område, hvor kampvognene og andet militærudstyr placeres, inden det afskibes fredag.
/ritzau/