Jakob Sheikh trækker sig fra Salman Rushdie-arrangement
Jakob Sheikh skulle have læst op fra Salman Rushdie til et 24-timers arrangement, men han tør ikke på grund af »eventuelle konsekvenser«.
Han tør ikke alligevel.
Så simpelt er det for Jakob Sheikh, journalist og forfatter til bl.a. bogen ”Danmarks børn i hellig krig”.
Oprindeligt havde han takket ja til at læse højt fra Salman Rushdies ”De sataniske vers” i denne weekend til et arrangement hos forlaget Gyldendal og organisationen Dansk Pen, men nu har han ændret sin beslutning og sagt nej i stedet.
Formålet med arrangementet er at udtrykke støtte til ytringsfriheden og forfatter Salman Rushdie, som i august overlevede at blive stukket adskillige gange med en kniv, da han skulle tale ved en litterær begivenhed i New York. Rushdie har haft dødstrusler hængende over hovedet, siden ”De sataniske vers” udkom i 1988. Den udløste voldsomme protester, fordi mange muslimer fandt den stødende og blasfemisk.
Arrangementet bliver af sikkerhedshensyn uden tilskuere, så det kan i stedet følges via et link på internettet. Det skal vare i et døgn, hvor over 100 kunstnere deltager i højtoplæsningen ved at læse 10 minutter hver i samlet 24 timer med pauser undervejs. Men det bliver altså uden Jakob Sheikh.
»Jeg finder ikke den plan, Gyldendal har skitseret for arrangementet og dets eventuelle konsekvenser, betryggende nok. Eller sagt mere direkte: Jeg tør ikke. Historien har vist, at forfattere med muslimsk eller minoritetsetnisk baggrund risikerer særlige repressalier ved at kaste sig ind i kampen om ytringsfrihed. Og jeg frygter – muligvis ubegrundet, nobody knows – for de konsekvenser, det ville have for mig og særligt min familie. Dagen efter. Om seks måneder. Om et år,« skriver han i et opslag på Facebook.
Jakob Sheikh forklarer videre, at han føler det som et nederlag at trække sig fra begivenheden.
»Det føles kujonagtigt at lade andre kæmpe for en sag, hvis landvindinger jeg selv trækker vejret gennem som skribent. Erkendelsen har påvirket mig de seneste dage, især det at skulle affinde mig med, at Rushdies overfaldsmand i praksis er lykkedes med at lukke munden på mig og mange andre. Men sådan må det være,« lyder det.
Mille Rode, generalsekretær hos Dansk Pen, ved ikke, om der er en reel trussel.
»De enkelte forfattere må gøre op med sig selv, hvad de tør, for vi kan jo ikke bede folk om at være modige,« siger hun.
Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal, har »ingen kommentarer« til Jakob Sheikhs beslutning.
»Hvis han har det sådan, så har han det jo sådan,« siger han og tilføjer:
»Nogen har meldt fra. Det kan der være mange årsager til, så det giver ikke den store mening for mig at spekulere i, om de frygter for deres sikkerhed eller ej. De danske myndigheder ved noget om trusselsniveauet. Vi har løbende samtaler med PET og politiet i alskens sammenhænge. Det har vi også haft i denne omgang, og de har sagt ja til arrangementet,« siger han.