Danskere får tilbudt boosterstik med nye, skræddersyede vacciner
Staten har sikret sig leverancer på over 4 millioner nye vacciner, som er blevet målrettet den smitsomme omikron-variant. De er snart på vej ud i danske overarme.
Millioner af danskere får tilbudt de to nye og forbedrede vacciner mod covid-19, som nu står til at blive rullet ud i EU.
Det meddeler sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde fredag, hvor myndighederne præsenterer den endelige plan for efterårets vaccineprogram.
Staten har allerede sikret aftaler om indkøb af i alt 4,5 mio. doser af de nye vacciner i løbet af september. De første 1,2 mio. doser bliver leveret allerede i næste uge.
»Det betyder, at Danmark vil være sikret de nyeste, opdaterede vacciner, som giver den bedst mulige beskyttelse,« siger Magnus Heunicke.
»Det er perfekt timing. For det betyder, at vi kan lave den her tidsplan.«
De to opdaterede vacciner er produceret af hhv. Pfizer og Moderna. De bygger på de oprindelige vacciner fra samme firmaer, men er blevet forbedret og målrettet den nyere og langt mere smitsomme omikron-variant, som er den dominerende i Danmark og resten af Europa.
Efter grundige tests indstillede Det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA) torsdag til, at vaccinerne bliver godkendt til brug i EU, og umiddelbart efter gav EU-Kommissionen grønt lys.
Bivirkningerne ved de nye vacciner ikke forskellige fra de oprindelige, oplyser Sundhedstyrelsen. Altså typisk ømhed i skulderen og en feber, der går over.
Til gengæld giver de nye vacciner en »bredere og bedre« beskyttelse, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Lars Bo Nielsen, på pressemødet.
Begynder med de ældre
Mange danskere har nok ikke skænket corona mange tanker, siden restriktionerne forsvandt og smitten dalede.
Sundhedsstyrelsen forventer dog, at covid-19 igen blusser op hen over efteråret og vinteren i takt med, at vi rykker mere indendørs.
Derfor har styrelsen længe forberedt efterårets vaccineindsatser, og fredag løftede direktør Søren Brostrøm sløret for den endelige plan.
Min opfordring er: Tag vaccinen, når I får brevet i e-boksen.Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen
Allerede før sommerferien meldte regeringen og sundhedsmyndighederne ud, at op mod 2,5 mio. danskere får tilbudt et fjerde stik i løbet af efteråret. Årsagen er blandt andet, at immuniteten fra vaccinerne aftager over tid – men det kan et boosterstik rette på op.
De første, der får en invitation, er plejehjemsbeboere og ældre på 85 år og derover. Det sker fra 15. september, og forventningen er, at alle plejehjemsbeboere, som ønsker det, kan blive vaccineret i løbet af de første 14 dage, siger Magnus Heunicke.
Derefter kommer turen til alle danskere over 50 år. De vil få vaccine-invitationer fra 1. oktober, hvor også årets influenza-vaccineprogram begynder.
Gravide anbefales boost
Som noget nyt anbefaler Sundhedsstyrelsen nu også, at gravide bliver booster-vaccineret. Det samme gælder personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko.
Også pårørende til personer i særlig øget risiko anbefales et boost.
Særligt sårbare under 50 år vil også kunne blive henvist til vaccination af deres læge. Det kan for eksempel være personer med nedsat immunforsvar.
Det er stadig helt frivilligt, om man takker ja til tilbuddet om en vaccine, men Søren Brostrøm håber, at danskerne hurtigst muligt vil tage imod boosterstikket:
»Min opfordring er: Tag vaccinen, når I får brevet i e-boksen,« siger han.
Formålet med boosterstikket er ikke at forhindre al coronasmitte i samfundet, men derimod at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse og død blandt de dele af befolkningen, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge af covid-19: Nemlig de ældre og de særligt sårbare.
Samtidig skal vaccinationerne forhindre, at sundhedsvæsnet igen bliver overbelastet af høje indlæggelsestal fra coronapatienter.
Ifølge Tyra Grove Krause, faglig direktør for Statens Serum Institut, vil vaccinerne sandsynligvis også give en grundlæggende beskyttelse mod eventuelle nye virus-varianter, som måtte dukke op hen over vinteren.