Svend Brinkmann om sin nye bog: »Helt ærligt, den er meget bedre end de forrige«

Den 46-årige Svend Brinkmann og familien, der består af hans hustru, Signe, og børnene, Jens, Karl og Ellen, er lige flyttet. Godt nok kun 600 meter længere op ad vejen i Kristrup og måske også lidt ulogisk til et større hus, for »vi burde nok have ventet og flyttet til et mindre hus, når børnene flytter hjemmefra«.

Men det trak i familien at få en grøn have i stedet for en gårdhave, og i Svend Brinkmann i særdeleshed for at få nogle træer.

For lyden af vinden, der tager i bladene, eller regnen, der rammer dem, er for ham en næsten meditativ lyd. En lyd, der sætter hans tanker i gang. Og vel at mærke ikke den instrumentelle tænkning, der sætter ham – og mennesker generelt – i stand til bogstaveligt talt at lægge to og to sammen, men snarere den tænkning, der sætter »homo sapiens« – det tænkende menneske – i stand til i mere overført betydning at lægge to og to sammen og ikke mindst at gruble over tilværelsen og de store spørgsmål i livet.

For det bliver der gjort for lidt, i hvert fald ifølge psykologiprofessoren, der med bøger som ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip” og med sine lige dele humoristiske og tidsånds-spiddende betragtninger på de sociale medier nærmest er gået hen og blevet noget nær en folkehelt.

Corona satte skub i processen

Svend Brinkmanns bog, der udkom 18. august, hedder ”Tænk” og har undertitlen ”til forsvar for et tankefuldt liv”, og bogen har ligget og rumsteret i Svend Brinkmanns hoved i et stykke tid.

»Siden de gamle grækere har man delt livet op i to dimensioner – det kontemplative (tankefulde, red.) og det aktive. Jeg har brugt meget tid på at udforske menneskets og dets aktive dimension og næsten kun fokuseret på det ydre, og ikke så meget tid på den anden dimension, som er det indadvendte og dvælende,« siger han.

Samtidig satte pandemien også skub i processen.

»I forlængelse af nedlukning og corona, hvor mange måtte forskanse sig, blev der skabt rum for og tid til eftertanke, og til overvejelser om, hvilken rolle kan den her dybe tænkning have for ens liv,« siger Svend Brinkmann.

Kæmpestor kærlighed til atlasser

Tænkningen har altid fyldt meget i Svend Brinkmanns liv. Han var med egne ord et meget eftertænksomt barn, der ofte talte højt med sig selv, når han filosoferede over verden.

Den unge Svend Brinkmann var meget interesseret i geografi og Jordens folk, og han havde en kæmpestor kærlighed til atlasser. En interesse, der også som voksen hænger ved, og som også afspejles i massevis af globusser og atlasser i hjemmet – sidstnævnte venter dog stadig på en plads på de endnu bare vægge i det nye hjem.

»Det lyder meget nørdet, og det var det også, men atlasserne satte en masse filosofiske og eksistentielle tanker i gang, og jeg husker det som meget nydelsesfuldt,« siger han.

»For stor vægt på det hurtige«

I tidligere udgivelser har Svend Brinkmann stillet sig kritisk over for selvudvikling, selvhjælpsbøger og mindfulness, og i ”Tænk” har han også en distance til begrebet mindfulness, men alligevel er der i bogen øvelser til, hvordan man kan blive bedre til at tænke – selv om det er på højde med at trække vejret, at gå og at sove.

»Jeg sammenstiller det med et glimt i øjet med mindfulness – noget, man kan øve sig på – og derfor er der forskellige øvelser i tankefuldhed gennem bogen,« siger han og skelner dog alligevel tydeligt mellem tankefuldhed, der kan betragtes som den vestlige filosofis version af østens meditationspraksis, der i moderne tid er blevet til mindfulness.

»Mindfulness handler forenklet sagt om at være til stede i nuet og acceptere det, som det er, det vil sige at tænke og gruble mindre, mens tankefuldheden handler om at tænke og gruble mere,« siger han.

For ifølge Brinkmann er den dybe, frie og kritiske tænkning truet.

»Der har været en tendens til, at de første tanker og indskydelser er de bedste – der er for stor vægt på det hurtige,« siger han og tilføjer, at tankefuldhed nedsætter livets hastighed på en god måde.

»Hvis vi kunne lære at tænke bedre, tænke dybt, tænke kritisk og tænke selv, kunne vi måske derigennem ændre nogle af de vilkår, der skaber travlhed og uro,« siger han.

Godnatlæsningen er fast ritual

En af Svend Brinkmanns pointer i bogen er, at tænkningen har brug for ”åndelig føde”.

»Fran Lebowitz har sagt: ”Tænk før du taler, læs før du tænker”. Vi tænker efter, over, gennem eller på noget, og derfor må der være et indhold til at befrugte tænkningen,« siger han og peger i bogen på, at det gennem den europæiske historie har været bøgerne, der har givet indhold til tænkningen.

Selv kunne han ikke forestille sig et liv uden bøger, og da familien for nyligt flyttede, indeholdt de fleste af de 250 flyttekasser flere bøger, og selv om familien stadig har bare vægge og et enkelt tomt rum, er bogreolerne i både stue og kontor på plads. Der er megen faglitteratur, men også skønlitteratur, for det er ifølge Brinkmann »en undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske«.

Han læser selv hver eneste dag, stort set uden undtagelse, og også de dage, hvor han er kommet beruset hjem fra fest.

»Det er et fast ritual, at jeg læser, før jeg sover,« siger han og fortæller, at også familiens børn er blevet opdraget til at læse.

Studerende beder om selfies

»Jeg kan helt sikkert mærke det, hver gang jeg er i København, og f.eks. på Folkemødet er det tydeligt, at jeg er en kendt person. Men jeg bryder mig faktisk ikke om det hele tiden – jeg vil gerne møde mine læsere i små doser, så derfor er det også dejligt, at jeg kan være mere anonym herhjemme,« siger han og fortæller, at det også er akavet, når hans studerende på Aalborg Universitet vil have selfies og autografer.

»I ”Stå fast” var det frit fra leveren og ”Fyr din coach”, men i min nye bog er jeg knap så frejdig. Der er lidt flere nuancer og forbehold,« siger han og understreger, at den nye bog skal ses som en firer og en efterfølger til ”Stå fast”, ”Ståsteder” og ”Gå glip”, men at den har mere substans og tyngde.

»Det er helt ærligt en bedre bog (end de tre første i serien, red.),« siger han.