- Opdateret 05/08/2022 kl. 18:21
Uheld giver op til en times kø på E45 fredag
Der er fredag eftermiddag sket et uheld på E45 nær Horsens, og det giver længere rejsetid for trafikanter.
Østjyske motorvej har været spærret i længere tid fredag eftermiddag nær Ejer Bavnehøj. Og selvom der fredag aften atter er åbent i begge retninger er der massiv kø med op mod en times ekstra rejsetid.
Trafikanter kan med fordel køre fra ved frakørsel Ejer Bavnehøj og benytte rute 170. Normal trafik forventes først i løbet af aftenen.
Det er et uheld på strækningen, som har sat en prop i trafikken i begge retninger, og Vejdirektoratet opfordrer til, at trafikanter søger andre ruter.
- Der forventes ryddet op i løbet af aftenen, skriver Vejdirektoratet lidt før klokken 16 fredag.
Sydøstjyllands Politi skrev på Twitter omkring klokken 14, at en lastbil havde tabt gods på motorvejen, og at det havde ført til flere følgeuheld.
Der er ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet alvorligt til skade.
- Udvis tålmodighed og find alternativ rute, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Du kan til enhver tid få den nyeste information om situationen via Vejdirektoratets Trafikovervågning.
/ritzau/JP