Bilister på ferie gav køer på 30 minutter over grænse fra Tyskland
Planlæg kørsel efter ydertidspunkterne og kig efter alternative ruter og grænseovergange, råder myndighederne.
Lørdag har været en af de helt store dage på rejsefronten. Over grænsen fra Tyskland har biler nogle steder skullet holde i kø i 30 minutter, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet forventer at se lignende tilstande særligt i weekenddagene frem til, at skolernes sommerferie er slut. Det fortæller Jakob Riis-Petersen, som er vagthavende hos trafikmyndigheden.
- Der er nogle store rejsedage til og med søndag den 7. august. Især den dag forventer vi, at det helt store ryk kommer, hvor de sidste skal hjem fra ferien, siger han.
Kødannelsen sker blandt andet, fordi der ved grænsen føres kontrol af al krydsende trafik.
Det er særligt midt på dagen, at trykket er stort. Derfor er det en god idé at planlægge kørsel efter ydertidspunkterne.
- Man skal prøve at undgå et tidspunkt, som er omkring formiddag og eftermiddag fra klokken 11.00 og 16.00, siger han.
Han råder desuden til, at man holder sig opdateret på trafikken på Google Maps og trafikinfo.dk. Her kan man også se, om der er sket uheld, som bremser trafikken.
- Man kan ikke altid se sig fri for, at der sker en hændelse foran en, og så handler det om at have de rigtige ting i bilen. Nogle drikkevarer og noget sødt til ungerne eller en tablet, så de kan slappe af, mens man muligvis sidder i kø.
Ifølge politiet er flere bilister blevet opmærksomme på at bruge andre og mindre grænseovergange.
- Det er et godt eksempel på, at trafikanterne ikke låser sig fast på at benytte de større grænseovergange, men løbende undersøger, hvordan de hurtigst passerer grænsen, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen i pressemeddelelsen.
Grænsekontrollen, som er en medvirkende årsag til de lange køer, blev indført fra dansk side i 2016. Det skete i forlængelse af store flygtningestrømme, hvor flygtninge til fods gik ad de danske motorveje.
Grænsekontrollen har status af at være midlertidig, men har altså nu eksisteret i mere end syv år.
/ritzau/