Fortsæt til indhold
Indland

Forsvarschefer skal på kursus efter krænkelsessager

Efter dokumentar skal chefer i Forsvaret lære bedre håndtering af krænkelser på ny uddannelse.

/ritzau/

Chefer i Forsvaret skal igennem nye kurser, der handler om håndtering af krænkelsessager.

Det siger forsvarschef Flemming Lentfer til Politiken.

- Nu følger vi op. Vi har lavet en uddannelsespakke, som starter fra toppen. Alle chefer skal igennem, og bagefter skal vi have det ind på vores uddannelser, siger han til avisen.

Den nye uddannelsespakke kommer i kølvandet på TV 2-dokumentaren ”I krig og krænkelser”, hvor 11 kvinder beretter om sager med krænkende adfærd og mangelfuld håndtering deraf i Forsvaret.

Flemming Lentfer sagde torsdag til TV 2, at der på baggrund af det, som kom frem i dokumentaren, er noget som Forsvaret ledelsesmæssigt kan blive bedre til at håndtere.

Ifølge Politiken skal den nye uddannelsespakke bestå af en række cases, der bruger dele af virkelige sager anonymt.

Målet med pakken er, at cheferne skal blive bedre til at håndtere sagerne, og at indsatsen kan virke forebyggende.

Marie Sihm, som er medstifter og næstforkvinde i foreningen Kvindelige Veteraner, siger til Politiken, at hun ser uddannelsespakken som et godt første skridt.

Men hun tror stadig, at der er behov for, at området bliver opprioriteret med flere ressourcer, tilføjer hun over for avisen.

Venstre, De Radikale og Enhedslisten kaldte torsdag forsvarsminister Morten Bødskov (S) i samråd på baggrund af TV 2’s dokumentar.

Forsvaret lancerede i 2019 en række tiltag mod krænkelser. Det var blandt andet en hotline, hvor man kan rapportere krænkende adfærd.