44-årig mand død i drukneulykke ved Svendborg
Lørdag aften er en 44-årig mand druknet ved Svendborg. Han var umiddelbart gået alene i vandet, mener politi.
En 44-årig mand er lørdag aften død i en drukneulykke ved Svendborg.
Det oplyser vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi.
Fyens Stiftstidende skriver, at det skete ved Frederiksø i den sydfynske by.
Politiet fik klokken 19.17 anmeldelsen om, at en mand var i problemer i vandet. Hans liv stod ikke til at redde, da han blev reddet op af beredskabets dykkere.
Manden var umiddelbart alene, da han gik i vandet, oplyser politiet, der lørdag aften er ved at undersøge sagen nærmere.
/ritzau/