Antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken er rekordlavt
2737 dræbte og tilskadekomne i trafikken blev registreret i løbet af 2021. Det lave niveau skyldes corona.
Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken lå i 2021 på det laveste niveau, siden man begyndte at føre statistikker i begyndelsen af 1930’erne.
Det viser en ny opgørelse lavet af Danmarks Statistik.
Det rekordlave niveau skal dog ses i sammenhæng med, at trafikken i perioder af sidste år var markant reduceret som følge af coronapandemien og de dertilhørende covid-19-restriktioner.
I alt blev 2737 dræbte og tilskadekomne i trafikken registreret af politiet i løbet af sidste år. Til sammenligning var tallet 2914 i 2020 og 3275 i 2019.
I en handlingsplan med det formål at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken satte Færdselssikkerhedskommissionen sidste år det mål, at højst 120 må miste livet på de danske veje i 2030.
Det mål begynder man så småt at nærme sig med 130 dræbte i trafikken sidste år. I 2020 blev 163 dræbt i trafikken.
Kommissionens målsætning for antallet af alvorligt tilskadekomne blev i 2021 sat til 1000. Det mål skal også nås inden 2030, men her har man længere vej til at nå i mål.
I alt 1639 personer kom alvorligt til skade i 2021.
Danmarks Statistik bemærker desuden i sin opgørelse, at godt en tredjedel af personskaderne sidste år involverede cyklister.
På almindelige cykler stod mændene for de fleste personskader, mens det omvendt var kvinder, der hovedsageligt kom til skade i forbindelse med ulykker på elcykler.
Andelen af ulykker blandt mænd på almindelige cykler og kvinder på elcykler har været stigende siden 2011, fremgår det.
/ritzau/