- Opdateret 21/06/2022 kl. 16:27
30-årig får 12 års fængsel for salg af over 10 kilo narko
En 30-årig mand fra Silkeborg tilstod tirsdag at have besiddet og solgt over ti kilo hård narkotika.
En 30-årig mand fra Silkeborg er blevet idømt 12 års fængsel for at besidde og sælge over 10 kilo hård narkotika.
Det har Retten i Aarhus afgjort tirsdag.
Meget af den narko, manden har tilstået at være i besiddelse af og sælge, blev beslaglagt i forbindelse med en aktion på en adresse i Aarhus C. i februar i år.
Dommen glæder specialanklager Dorte Lysgaard.
- Det er rigtig godt, at efterforskerne fik beslaglagt den store mængde narkotika, så vi får det ud af markedet.
- Nu bliver narkoen konfiskeret og destrueret i stedet for at ende ude på gaden, siger hun i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Politiet fandt efterfølgende penge til en værdi af 630.000 kroner i forskellige valutaer hos den 30-årige Ibrahim Abdulkarim. Penge, der ifølge den dømte mand selv, stammer fra salg af yderligere 800 gram narkotika.
Den 30-årige havde ifølge Dorte Lysgaard en koordinerende rolle i et netværk med tre andre medgerningsmænd.
- Den 30-årige mand har haft den koordinerende rolle i netværket. Han har indkøbt og, i forening med andre, videredistribueret narkotika til en større persongruppe, hvilket han også har erkendt i retten.
- Der er tale om store mængder narkotika, og det synes jeg også, at dommen afspejler, siger hun.
Samme dag som den 30-årige blev anholdt, anholdt man også en 45-årig mand. Begge blev varetægtsfængslet.
Få dage efter anholdelsen af de to mænd blev yderligere to mænd på 22 og 23 år anholdt.
Den 22-årige fik den 10. juni ni måneders fængsel for at gemme penge af vejen for netværket, mens den 23-årige forventes at tilstå sin rolle den 1. juli.
Den 45-årige afventer fortsat sin dom.
/ritzau/