Højere benzinpriser har fået bilisterne til at nedsætte hastigheden
Rådet for Sikker Trafik nikker genkendende til tendens fra fartkontrol på Vestmotorvejen ved Sorø.
Bilisterne opførte sig eksemplarisk, da færdselspolitiet torsdag gennemførte knap fire timers fartkontrol på Vestmotorvejen ved Sorø.
Af de 4.359 bilister, der blev kontrolleret af politiets fartkamera på en strækning med en fartbegrænsning på 130 km/t, var der kun 14, som kørte for hurtigt - og slet ingen, der kørte stærkt nok til at få et klip i kortet eller en betinget frakendelse af kørekortet.
Lederen af færdselspolitiet ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Søren Skotte, kalder i en kommentar til TV 2 Øst resultatet uhørt godt, og siger, at »det er helt vanvittigt få, der har kørt for stærkt. Det er faktisk fantastisk godt.«
»Jeg tror, at det er, fordi priserne på brændstof er steget så meget - og at folk derfor har taget toppen af farten,« lyder det fra Søren Skotte, der tilføjer, at den hurtigste bilist på motorvejen kørte 156 km/t.
At det opløftende resultat fra Vestmotorvejen hænger sammen med en generel tendens, nikker man genkendende til hos Rådet for Sikker Trafik.
»Vi kan godt genkende billedet. Konklusionen på en undersøgelse, som vi har fået lavet i år, er nemlig også, at en markant del af bilisterne har sænket farten som følge af de højere benzin-og dieselpriser,« siger Søren Ørsted Pedersen, der er pressechef i Rådet for Sikker Trafik.
Sammen med Epinion har Rådet for Sikker Trafik foretaget en spørgeskemaundersøgelse, der bygger på besvarelser fra i alt 1.050 danskere i alderen 18-75 år, som kører bil, hvor de selv sidder bag rattet, minimum 2-3 gange om måneden.
Undersøgelsen viser, at det er på alle typer veje, at bilisterne har sænket farten for at spare brændstof:
- I byerne har 14 pct. sænket farten
- På landevejene har 15 pct. sænket farten
- På motorveje (110 km/t) har 17 pct. sænket farten
- På motorveje (120-130 km/t) har 31 pct. sænket farten.
Der er ret markante regionale forskelle. Således viser undersøgelsen, at hele 43 pct. af bilisterne i Region Nordjylland svarer, at de har sat farten ned på motorveje med fartbegrænsning på 120-130 km/t, mens det kun er 26 pct. af bilisterne i Region Hovedstaden.
For Region Midtjylland, Syddanmark og Sjælland er de tilsvarende tal henholdsvis 30 pct., 32 pct. og 30 pct.
»For trafiksikkerheden er det positivt. Vi ved, at fart er medvirkende årsag til 4 ud af 10 dødsulykker. Går man tilbage til 2010, viser tal fra Vejdirektoratet, at for høj fart var involveret i knap 6 ud af 10 af de undersøgte dødsulykker, så udviklingen går den rigtige vej,« siger Søren Ørsted Pedersen.
Men alligevel er det her, flest bilister - fejlagtigt - føler sig mest trygge. Det gør, at mange kører for stærkt og er uopmærksomme.
Men landeveje er uforudsigelige, da man kan møde biler, cyklister, traktorer og lastbiler, der kører med forskellige hastigheder. Samtidig er der mange udkørsler, sving og modkørende, der kommer tæt på, pointerer Rådet for Sikker Trafik.
En anden undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Epinion viser, at de højere priser på brændstof også har haft indflydelse på valget af transportform. Således angav 12 pct. af de 1.526 adspurgte, at han/hun bruger cyklen i højere grad end tidligere pga. de højere brændstofpriser.
Stigningen er højest blandt de yngste bilister mellem 18-30 år, hvor hver 5. (20 pct.) siger, at de nu bruger cyklen mere pga. de stigende benzin- og dieselpriser.