Russisk krigsskib har krænket dansk farvand. Nu reagerer Ruslands ambassadør
Ruslands ambassadør i Danmark siger, at der mangler beviser for, at Rusland har krænket dansk farvand.
Natten til fredag krænkede Rusland dansk farvand, da et russisk krigsskib ifølge Forsvaret sejlede ganske tæt på Bornholm.
Bornholm danner i disse dage rammen om Folkemødet, og derfor er tusindvis af mennesker lige nu samlet på øen, heriblandt medlemmer af regeringen og topembedsfolk.
Ifølge forsvarsminister Morten Bødskov fandt den første krænkelse sted kl. 02.30, da en russisk korvet sejlede ind i dansk farvand nord for Christiansø ved Bornholm.
Det danske forsvar sendte herefter et patruljeskib til området.
Nogle timer senere skete det igen, at den russiske korvet sejlede ind nord for Christiansø.
Til sidst sejlede skibet ud af dansk farvand.
Under den russiske indsejling var Søværnet i radiokontakt med det russiske skib via en civil VHF-radio fra Søværnets maritime indsatsenhed.
Men hvis man spørger den russiske ambassade i Danmark, så har man fra dansk side ikke dokumenteret, at episoden i Østersøen rent faktisk har fundet sted.
»Der blev ikke forelagt beviser for, hvad der skete, herunder koordinater for den påståede overskridelse af den danske maritime grænse. Ambassadøren bad den danske side om dokumentation for de påstande, den havde fremsat,« oplyser ambassaden i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, efter at den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, fredag var til møde om sagen i Udenrigsministeriet.
Det er ikke første gang, at russerne krænker Danmarks territorium.
I maj var Vladimir Barbin ligeledes indkaldt til et møde i Udenrigsministeriet, efter at et russisk fly af typen Antonov 30 krænkede dansk luftrum.
Ifølge tal fra Forsvarskommandoen har det danske afvisningsberedskab været på vingerne for at afvise et russisk fly 27 gange i perioden februar til midten af maj i år.
Det er heller ikke første gang, at den russiske flåde nærmer sig Bornholm netop under Folkemødet. I 2014 øvede russiske fly luftangreb i lav højde i retning mod øen, mens Folkemødet fandt sted.