- For abonnenter
Det er sikkert venligt ment, men det virker ikke, når hundeejere råber: »Bare rolig, han gør ikke noget«
Mange hundeejere oplever uønsket kontakt fra andre mennesker og hunde, viser en undersøgelse. Forsker i hundeadfærd på Københavns Universitet Iben Meyer efterlyser større gensidig respekt og en bedre hilsekultur.
»Bare rolig, han gør ikke noget.«
Semira Derya Yücelbas hører ofte den sætning, når hun går tur med Milan, og hun på vejen ser en større, løs hund i fuldt firspring med kurs direkte mod hende, mens ejeren af den løse hund råber, at hun kan tage det helt roligt.
Men for Milan, der er en blanding mellem en pomeranian og en langhåret chihuahua, er situationen ikke rar, og det er den heller ikke for Semira Derya Yücelbas. Sådan er hun ikke alene om at have det. 65 pct. af danske hundeejere har inden for det seneste år oplevet, at en fremmed hund er løbet hen til dem og deres hund, uden at ejeren først har spurgt om lov.