Vejarbejde og kø venter hundredtusinder af danskere efter tysk benzinrabat
Med over 1.000 vejarbejder er der allerede nu trængsel på de tyske motorveje, hvor der i bl.a. Hamborg er risiko for kø. Og efter den tyske regerings beslutning om at skære en luns af benzinprisen i landet, tror flere parter nu på, at ikke kun flere tyskere, men også flere danskere finder vej til den i forvejen pressede autobahn.
Sommeren plejer at betyde sol og varme, men i Tyskland er årstiden nu også blevet lig med billig benzin. De næste tre måneder har den tyske regering nemlig besluttet at skære afgiften med, hvad der svarer til ca. 2,6 kr. Det betyder, at tyskerne – og ikke mindst de danske ferieentusiaster – kan spare klækkeligt, når de skal tanke langs de tyske motorveje hen over sommeren.
Men det er ikke kun billig benzin, som venter de knap og nap 500.000 danskere, som hvert år tager på bilferie i Europa. Den tyske sommer er også højsæson for vejarbejde, og lige nu melder Forenede Danske Motorejere, FDM, om mere end 1.000 vejarbejder og risiko for kødannelse på en række populære tyske motorveje, bl.a. A7, som går igennem Hamborg.