Fortsæt til indhold
Indland

Mads Sebbelov mistede sin datter, mens hun ventede på et nyt hjerte. Nu indkalder ministeren til organforhandlinger på hendes fødselsdag

Flere end 50.000 borgere bakker Mads Sebbelov op i hans kamp for at vende systemet for organdonation på hovedet. Allerede før Folketinget fredag førstebehandler hans borgerforslag, indkalder sundhedsministeren til politiske forhandlinger om nye regler for organdonation.

Det var den 21. marts 2020. Mads Sebbelovs mobiltelefon ringede. På displayet kunne han se, at det var hans 15-årige datter, Josephine. Hun var alene hjemme i lejligheden på Østerbro med hunden Albert. Da Mads Sebbelov sagde farvel, lå hun på sengen i sit træningssæt. Hun var danmarksmester i cheerleading og havde lige trænet på værelsets gulv på trods af den halsbetændelse, hun fik penicillin for. Nu var hun bange.

Det gjorde ondt i brystet, og hendes hjerte slog hårdt, fortalte hun sin far, der stod i Solrød godt 40 minutter væk. Pludselig forsvandt hendes stemme. Mads Sebbelov hørte et bump og var instinktivt klar over, at hun var faldet om. Han forsøgte at råbe Josephine op gennem telefonen, men uden held. Han ringede i stedet til hendes bror – den dengang 19-årige Oscar Sebbelov – som var få minutter væk.

»Oscar, skynd dig op til Josephine. Hun har fået et hjertestop,« husker Mads Sebbelov, at han sagde.