Lone Dybkjær-fond skal sikre uddannelse til fattige kvinder
Poul Nyrup står i spidsen for ny fond, der skal hjælpe kvinder fra fattige lande.
En ny fond vil give store danske virksomheder muligheden for at finansiere en uddannelse til talentfulde kvinder fra fattige lande.
Det siger den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der står i spidsen for fonden, Lone Dybkjær Fonden.
- Vi vil gerne tilbyde virksomheder en direkte finansiering af legater, der skal sikre underprivilegerede kvinder en treårig uddannelse, siger han.
Fonden er blevet oprettet til minde om Nyrups afdøde hustru Lone Dybkjær, der blandt andet var miljøminister for De Radikale i slutningen af 1980’erne.
Hun havde kæmpet med kræft i en årrække, som i 2020 endte med at koste hende livet.
I 2008 var Lone Dybkjær med til at stifte kvindeuniversitet Asian University for Women, der ligger i Bangladesh i det sydlige Asien. Et legat vil være en indgangsbillet til universitetet.
- I dag er det et universitet, som spiller en stor rolle i Asiens arbejde med at give kvinder en uddannelse. De videregående uddannelser er nemlig lukket land i Asien, siger Poul Nyrup Rasmussen.
- Lone har meget karakteristisk sagt, at mænd vil have vanskeligt ved at lade deres kvinder deltage i en uddannelse, hvis der også er andre mænd. Derfor var Lone med til at etablere kvindeuniversitetet, lyder det.
Fonden har en målsætning om, at man i løbet af de næste år kan nå en fondsstørrelse på 25 millioner kroner. Det skal ske gennem donationer. Det koster cirka 250-300.000 kroner at finansiere en treårig uddannelse.
- Jeg satser på at nå 25 millioner kroner gennem donationer, og så satser jeg på, at jeg parallelt kan indgå partnerskaber med store koncerner, hvor man finansierer kvinders uddannelse og følger dem undervejs.
- Mange har jo datterselskaber i eksempelvis Asien, som kvinderne kan blive en del af efter endt uddannelse, lyder det.
Mandag, der også ville have været Lone Dybkjærs 82 års fødselsdag, lanceres fonden på Christiansborg.
/ritzau/