Hjælp på vej til mødre, der må føde deres døde børn blandt nybagte forældre
Pernille Rathmann fødte sin døde søn omgivet af nybagte forældre og babyskrig. En ny afdeling for tab på Regionshospitalet Gødstrup skal sikre, at andre får bedre vilkår ved dødfødsler og senaborter, og lignende afsnit er på vej flere steder i landet.
I et lille rum for enden af fødegangen på Regionshospitalet Herning fødte Pernille Rathmann sin søn i marts 2021. Fra stuerne ved siden af lød der babyskrig. Det var lyden af liv. Lyde, hun og hendes kæreste aldrig hørte fra deres søn, Noa. Han var død ved fødslen.