- For abonnenter
Camilla-Dorthea Bundgaard tog det blå blad fra munden i debatten om ligestilling, køn og mangfoldighed
40 år: Camilla-Dorthea Bundgaard drømte som barn om at dele sine tanker med læserne i en avis og er i dag kommentator på Jyllands-Posten og Politiken. Sideløbende læser hun teologi med et ønske om snart at blive præst. Trods sin teologiske indsigt har hun svært ved at begribe, at det liv, hun elsker så højt, har en udløbsdato.
Som 10-årig formulerede denne avis’ kommentator Camilla-Dorthea Bundgaard i sin dagbog et konkret karrieremål: Som voksen ville hun dele sine tanker offentligt i en avis.
»På den måde er det min barndomsdrøm, jeg gennem mange år som debattør har indfriet. Det er lidt sjovt,« fortæller klummeskribenten.
I 2010 var hun medstifter af og redaktør på det liberale blogunivers ”Damefrokosten”, som i 2013 ændrede navn til Vox Liberalis og herpå kørte yderligere et par år.
»Ligestilling var her det overordnede tema. Jeg skrev bl.a. om kvoter, øremærket barsel og mangfoldighed,« fortæller Camilla-Dorthea Bundgaard.