Fortsæt til indhold
Indland

Roman og Nazar Sherstiuk taler ikke dansk endnu – men de taler basketball

På tværs af landet står det danske foreningsliv med åbne arme og byder ukrainske flygtninge indenfor. Foreningerne føler en stærk forpligtigelse, fortæller de. Fællesskabet på basketballbanen har fået den 12-årige Roman Sherstiuks tanker væk fra krigen i hjemlandet.

Det er svært at skille ukrainske Roman Sherstiuk ud fra de andre børn omkring ham. De er også klædt i farverigt basketballtøj. De løber også rundt med hver deres bold, som hamres i halgulvet i rytmiske gentagelser, til de er tæt nok på en af basketballkurvene til, at deres små arme kan kaste bolden helt op i nettet.

Men ingen af de andre børn boede for få dage siden i en flygtningelejr. Ingen af de andre børn flygtede for få uger siden fra bomberne, der regner over hans hjemland. Ingen af de andre børn har en far, der gennemlever en hverdag i krig.