- For abonnenter
Katrine Kristiansen og kæresten droppede 8-16-livet til fordel for et liv som digitale nomader
Som børn af den digitale tidsalder og en stresset forældregeneration ulmer der ifølge eksperter blandt dele af ungdommen et spirende opbrud i forhold til den traditionelle arbejdsstruktur.
Planen var en karriere med et helt almindeligt job som psykolog. Måske endda med egen praksis en dag. Og med en ansættelse som psykolog i Randers og Hobro Arrest og en typisk arbejdsdag fra kl. 8 til kl. 16 var det også en ganske almindelig start, Katrine Kristiansen fik på sit arbejdsliv.
Men så kom coronanedlukningen og brød med hverdagens rammer, og her indså Katrine Kristiansen, at det traditionelle arbejdsliv alligevel ikke var helt det, hun drømte om.
»Nedlukningen gav en fleksibilitet, som jeg fandt ud af, jeg virkelig manglede. Det var, som om jeg mistede noget af mig selv i en stramt planlagt kalender, hvor weekenderne blev der, hvor jeg skulle nå alt det, jeg gerne ville,« siger den 27-årige psykolog Katrine Kristiansen.
Drømmen om en mere fleksibel hverdag og en anden balance mellem arbejde og fritid var ikke nem at ryste af sig, så efter et år på arbejdsmarkedet tog Katrine Kristiansen og hendes kæreste, Christian Nelby, en drastisk beslutning.